Lidt om Sindal Flyveklubs historie

 

 

Kort efter anden verdenskrig blev mange amerikanske Piper Cub, som var sendt til Europa i slutningen af krigen som observationsfly, tilbudt flyveklubber i Europa. En kreds bestående af flyve-interesserede i Hjørring området stiftede i 1946 Hjørring Motorflyveklub og gik straks i gang med at samle penge ind til køb af et sådant fly. Da man i 1947 søgte staten om indkøbstilladelse til indførelse af flyet, kom der afslag, da regeringen anså opbygningen af landet efter krigen, vigtigere end køb af fly til privatflyvning. De indsamlede midler fra Hjørring Motorflyvers bazar blev derefter indsat i Diskontobanken i Hjørring med den bestemmelse, at de kunne overdrages til en senere nyoprettet flyveklub i Hjørring. 

I begyndelsen af halvfjerdserne, da sportsflyvningen nu var i stor fremgang, stiftede en kreds af flyve interesserede i Hjørring området Hjørring Flyveklub i 1971. Dens første opgave var at få startet et flyveteorihold og anlagt en flyveplads i området, da man var henvist til Knivholt ved Frederikshavn eller Ålborg lufthavn, hvis man skulle ud at flyve. Og til dette kom de hensatte midler som en kærkommen hjælp til klubben, der allerede den 24. juni 1972 indviede Bøgsted Flyveplads, og som blev godkendt til skole- og rundflyvning samme dag af Statens Luftfartsvæsen. Pladsen blev udelukkende anlagt med hjælp fra klubbens egne medlemmer og uden midler eller tilskud fra det offentlige, og de frigivne midler fra Hjørring Motorflyveklub dækkede udgifterne. Hjørring Flyveklub havde i de kommende år fremgang med stor medlemstilgang og aktiviteter såsom skole- og rundflyvning, samt var vært ved DM i motorflyvning fra Bøgsted Flyveplads.

Flere virksomheder i området pressede på for at få asfalteret landingsbanen på Bøgsted, men i 1976 fandt de 4 kommuner (Hirtshals, Hjørring, Sindal og Frederikshavn) sammen om at anlægge Sindal Lufthavn. Hjørring Flyveklub forblev på Bøgsted frem til 1983, idet Hjørring Svæveflyveklub havde fået tilladelse til svæveflyvning fra pladsen, og den er derved blevet bevaret. Klubberne havde et godt sammenhold og stor aktivitet, men da Nordjyllands Amt i 1982 forbød motorflyvning fra pladsen ved Bøgsted flyttede Hjørring Flyveklub til Sindal Lufthavn. 

Efter etablering af Sindal Lufthavn i 1977 stiftedes Flyveklubben Vendsyssel med hjemsted i Sindal, og straks fra starten havde den stor tilslutning til dens arrangementer, og al skoleflyvning foregik nu fra Sindal. Da Hjørring Flyveklub flyttede til Sindal, havde de to klubber samt Frederikshavns Flyveklub et fint samarbejde om flere arrangementer, og var bl.a. vært for DM i motorflyvning, Anton Berg og BP rally. Efter nogle år med et efterhånden tættere samarbejde mellem de to klubber blev de opløst for at danne Sindal Flyveklub.

Sindal Flyveklub blev herefter stiftet den 7. marts 1985. Kort efter klubbens start fik den tildelt en nedlagt ejendom (Vangshøj) i øst enden af flyvepladsen til klubhus, og her opstod et godt klubklima og sammenhold. Nogle af de aktiviteter, klubben har været medarrangør af, er DM, BP rally og Drag-racing, samt selvfølgelig klubture til forskellige mål i såvel ind- som udland, vært for SLV’s FlySik-Træf samt vært for Nordisk Mesterskab i Aerobatic i 2005.

Forholdene på Vangshøj blev imidlertid for dårlige (stor vedligeholdelses- og varmeudgift), og da klubben i 1999 fik mulighed for at leje et godt lokale i lufthavnsbygningen, har den siden indrettet sig der med kontor, hvorfra der er adgang til Internet, lysanlæg på banen, opholdslokale samt adgang til køkken. Kort sagt, har her rigtig gode forhold. Klubben har i januar 2014 udvidet til også at omfatte UL-fly, hvilket har været en succes og bidraget til et øget antal medlemmer. Så i dag (april 2016) er der blandt klubbens aktive piloter 22 UL-piloter, hvoraf nogle har både PPL og UL certifikat. Klubben har i dag 90 medlemmer, hvoraf ca. 2/3 er aktive piloter.

Forfatter

Denne artikel om Sindal Flyveklubs historie er skrevet af Ole Baggesen.

Forfatter

Denne artikel om Sindal Flyveklubs historie er skrevet af Ole Baggesen.

Gå til toppen