Drømmer du om at blive pilot?

 

 

 

Så har du muligheden til vores næste holdstart i Sindal Flyveklub!

Vi starter et nyt teorihold op 10. oktober 2017.

Sindal Flyveklub er af Trafikstyrelsen (det tidligere Statens Luftfartsvæsen) godkendt som "Registered Facility" til udøvelse af teoriundervisning samt indstilling til eksamen. Det er kompetente og erfarne medlemmer/piloter, der står for undervisningen og guider dig igennem forløbet. Så vælger du at tage din pilotuddannelse hos os, er du under Sindal Flyveklub's vinger til du selv bliver "flyveklar". 

Det er ikke så svært at få et privatflyvercertifikat såvel til UL som til PPL eller LAPL, som nogle går og tror. Tværtimod. Som udgangs-punkt kan alle med normalt godt helbred mellem 17 og 80 år erhverve sig et flycertifikat. Man skal blot have lysten til at flyve og lidt gåpåmod til at få frisk luft under egne vinger.

Sindal Flyveklub byder velkommen til en informationsaften om pilotuddannelsen til såvel privat pilot som til professionel pilot. Her kan du høre om, hvad der skal til for at få et flycertifikat. 

Der vil bl.a. blive informeret om:

  • Krav til fysik og baggrund
  • Uddannelsesforløb - teori og praksis 
  • Hvad koster det - hvor lang tid tager det?
  • Hvad kan du bruge uddannelsen til (som professionel/privat pilot)?
  • Mulighed for at aftale en prøvelektion med flyvning (på et senere tidspunkt)

På denne aften vil der være såvel undervisere i teori samt en instruktør til stede til at besvare spørgsmål. Få en snak med medlemmer af Sindal Flyveklub samt instruktør, som gerne hjælper med at afklare dine muligheder. 

Sæt allerede nu et X i kalenderen. Vi ses!

 

Holdstart 10. oktober 2017

Opstart næste teorihold bliver 10. oktober 2017. Der inviteres til informationsaften torsdag den 7. september fra kl. 16:30 i teorilokalet på Sindal Lufthavn.

 

Teori

Teorien er ikke svær, men er dog omfattende. Den består af et ca. 130 timers kursus. Teorien omfatter fag som meteorologi, love og bestemmelser for luftfart, navigation, flyvelære, fartøjskendskab og menneskelig ydeevne og begrænsning. Dertil kommer et radio kursus, enten nationalt eller internationalt (engelsk).

Datoen for eksamen i UL/LAPL/PPL teori bliver fastsat ved kursus start. Det er typisk i marts/april måned.

 

Praksis

Efter teori kurset er vel afsluttet, kan den praktiske del af uddannelsen påbegyndes. Her vælger du typisk hvilket fly, du ønsker at videreuddanne dig til. Det kan være til PPL(A), LAPL(A) eller UL. Den praktiske del af videreuddannelsen kan foregå hos en Flyveskole eller instruktør efter eget valg. Men den praktiske del til UL-certifikat kan du få i klubben hos nogle af vore medlemmer, som er UL-instruktører. Hos en instruktør flyves der i fly med dobbeltstyring. Det er hele tiden eleven, der styrer flyet. Instruktøren har dog mulighed for at tage over ved hjælp af dobbeltstyringen. Her skal man igennem et forløb med en række øvelser som bl.a. landingsøvelser og ”Air-work”, hvor man grundigt lærer at håndtere flyet, samt navigationsflyvning til andre lufthavne rundt om i Danmark, hvor man lærer at finde vej fra luften og tage hensyn til anden lufttrafik, som bl.a. andre privat flyvere og store trafik fly. 

Der kræves et minimum på 45 timers praktisk flyveundervisning til PPL(A), minimum 35 timer til LAPL (nyt EASA som trådte i kraft 8. april 2013 og gælder for fly op til max. 2000 kg.), men blot min. 20 timer til Ultra Light, før man kan gå til den praktisk flyveprøve. Det gør helt klart UL-certifikatet noget billigere at erhverve i forhold til det traditionelle PPL eller et LAPL! Dog er det individuelt, hvor mange timer hver enkelt skal have!

 

Medlemskab af Sindal Flyveklub

I teorikurset er indbefattet et medlemskab af SINDAL FLYVEKLUB, der er en aktiv klub med 89 medlemmer. Blandt vores aktive medlemmer kan nævnes privatflyver-piloter PPL, UL-piloter, erhvervspiloter og folk med almen interesse for flyvning. Et medlemskab giver adgang til klubbens arrangementer, nyheder inden for privatflyvningen og mulighed for at træffe mange rutinerede piloter med forskellig baggrund og trække på deres gode erfaringer – og inspirerende historier.

Årligt medlemskontingent er kr. 325,00

Kontakt

Yderligere information omkring pilotuddannelsen kan fås ved henvendelse til:

Knud Richard Andersen på

Tlf. 22 36 01 10 eller via e-mail.

Kontakt

Yderligere information omkring pilotuddannelsen kan fås ved henvendelse til:

Knud Richard Andersen på

Tlf. 22 36 01 10 eller via e-mail.

Gå til toppen